Da jeg så dig første gang, var du bare 2 - 3 uger gammel, og en dejlig lille uldtot lige som dine søskende. I var 4 piger og 1 lille dreng. Egentligt skulle vi slet ikke have haft dig, da du var afsat til anden side, men din opdrætter kunne ikke lide ham, der skulle være din ejer, og derfor blev du min.
Vi besøgte dig en til to gange om ugen, lige indtil du blev gammel nok til, at komme med hjem. Billederne her under, var fra det sidste besøg inden du skulle med os hjem.
Vi hentede dig på vores bryllupsdag i september 1998. Hjemturen tog du meget pænt, men man kunne godt mærke, at det var noget nyt for dig. Når man kun er en lille pige kan mange nye indtryk være meget trættende.
Du faldt dog hurtig til hos os, og fandt på mange sjove narestreger.
Du var ikke ret gammel,da du søgte øjenkontakt, hvilket gav nogle rigtig dejlige billeder.
Du udviklede dig til en rigtig smuk unghund den første vinter. Da foråret og sommeren kom, blev du temmlig syg. Du tabte dig, og var ikke andet end skind og ben. Desuden faldt din pels af i store totter og du blev meget træt. Det var ikke fordi, at du ikke fik noget at æde. Du fik alt det, som du kunne fylde i dig, og vi prøvede mange forskellige produkter, men ligemeget hjalp det. Du var og blev syg. Til sidst fik du store blødende og inficerede sår på maven, som kløede så forfærdeligt på dig arme tøs. Du var hos dyrlægen mange gange, og til sidst efter vi skiftede dyrlæge fik du taget en del blodprøver, som desværre viste sig, at du var multi allergisk. En dyrlæge mente, at du ikke kunne tåle dine egne kønshormoner, så du blev sterilliseret da du var et år. Det hjalp bare ingenting.
Billederne her under viser nogle af dine mange sår, som er helet op efter allergisk infektion.
I dine gode perioder lykkedes det, at træne dig op til brugsprøverne, men når dagen oprandt blev du syg igen. Det prøvede vi flere gange, og til sidst opgav vi ønsket om, at du skulle have dine prøver, for du var jo en super lydig hund. I stedet tog vi på Mix Match de dage du kunne, og du slæbte da også pokaler med hjem flere gange.
Jo ældre du blev jo værre blev din allergi. Vi prøvede at vaccinere dig mod alle de ting, som du ikke kunne tåle, men virkningen var så som så, og det var lettere at sige, hvad du kunne tåle end, hvad du ikke kunne tåle. Vi prøvede kinesiske urter og mange andre behandlinger. Du kunne blandt andet ikke tåle kattehår, hustøvmider, tæpper, visse træsorter og mange andre ting der findes i huset. Det var umuligt at have dig udenfor om sommeren, for alt pollen blev du syg af. Af fødevare kunne du kun få noget med fisk, kylling og gulerod. Alt andet forværede din allergi. På grund af din voldsomme pollen allergi havde du det bedst, når vi gik ned til sundet og tilbragte nogle timer der. Campinglivet som vi også dyrkede dengang var næsten umuligt. Til alt held havde din far en båd liggende i havnen, men ikke en du kunne komme ned i. Hvad gjorde vi ikke for dig min tøs. Vi solgte campingvognen og båden, og i stedet købte vi en sejlbåd, som du kunne komme med ud på.
Sådan tilbragt vi nogle somre, hvor du havde det rimeligt. I båden blev du udstyret med sømmevest og skridsikre babysokker. Det var en fornøjelse, at se hvordan du blomstrede op ved havet. Vi kunne nu langsom begynde at tage dig med i skoven på en højsommer dag uden du fik det værre, når bare du kom ned til båden igen.
Efter som du var meget lydig, havde vi næsten aldrig snor på dig - udover i trafikken. Du lå derfor tit på kajen, men der var dage, hvor du ikke var tilfreds med den afgørelse, og selv ville gå ud på båden. Det gik ikke altid helt som du havde tænkt dig. For når du havde potterne på prædikestolen skubbede du båden ud, mens dine bagben stadig stod på kajen. Hvad skete der så? Afstanden mellem kajen og båden blev længere og det blev du også, lige indtil der ikke var mere Namba at give af, og du måtte en tur i havnen. Sjovt nok lærte du ikke noget af den vandgang, men du blev hellere ikke bange for at sejle.
Selv om du var så syg, så gav vi dig mange udfrodringer, og lærte dig, at man sagtens kunne omgås andre dyr end lige hunde og mennesker. Du mestrede det på højste niveau. Var det kaninerne derhjemme, så kunne du ligge og hygge dig med dem. Var det fuglene i haven, så kunne de få lov til, at gå omkring dig mens du bare kigge på dem med glade øjne. Du havde en skør idé med, at havens vandhuller var bedre end det rene friske vand, som du fik i din skål. Derfor fik du tit nærkontakt med fiskene, og du nød det. Du har aldrig gjort et andet levende væsen fortræd. Du var altid så sød ved hvalpe, og folk der var bange for hunde, var trykke i dit nærvær. Og posten. Du kunne ligge og følge posten på afstand ovre på den anden side af vejen, og når hun nåede til naboen, løb du hende i møde, hvor du fik DIN post.
Kære Namba, når nogen i huset var syge, så var du en første til at trøste. Ikke så få gange, når jeg gik ned med et Meniere anfald stod du efter anfaldet og spurgte om du måtte komme op i senge og putte. Du sprang aldrig op uden at får lov. Du var til gengæld god til at trøste, når man var ked.
På dine ældre dage fik du flere skavanker blandt andet spondylose og gigt, og da du nærmede dig de 10 år, valgte vi at kigge efter en afløser til dig, mens du stadig var nogenlunde frisk. Helt tilfældig fik vi tilbudt Rino, da vi var på havedamsbesøg. Det viste sig, at Rino kunne få lov til at stikke hovedet helt ind i dit bur, som den første hund nogensinde uden, at du forsvarede buret. Det var som om, at du var klar over, at vi søgte efter en ny hund, men det skulle være en som du ville godtage.
Han forsøgte aldrig at vippe dig af tronen, som du beholdte selv da du blev svag dine sidste dage.
Da vi nu havde taget Rino til os, skulle vi også lige finde noget foder, som I begge kunne køre på. Det blev BARF. BARF er råt foder. Efter en uge på BARF fik du det mærkbart bedre, og derefter blev dine allergiske gener minimale. Da vi tog Rino, var vi sikre på, at vi skulle til at sige farvel til dig på grund af allergien. Gudskelov fik vi lov til at beholde dig næsten 3 år mere. Med hensyn til BARF var du selv med ude og handle ind. Du havde for vane, at sætte dig lige foran Hedvig og skulle have dine guffer. Fik du ikke lige opmærksomheden så flyttede du dig bare efter Hedvig.
I januar 2010 fik du et rigtigt grimt knæk i ryggen en dag, da du rejste dig. Du var næsten lammet i ryggen. Herefter blev du sat på prednisolon og smertestillende medicin, desuden fik du kranio sakral terapi som gav dig yderligere et godt år. Midten af februar 2011 knækkede du sammen flere gange i Sverige. Dyrlægen mente, at det kunne være en forstuvning, da det var meget glat derude. Derfor øgede vi din lille dosis prednisolon, hvilket også hjalp. Vi kunne derfor langsom trappe ned igen med prednisolonen. Endvidere blev du anbefalet, at starte til svømning. Jeg synes at du kom lidt højere op og stå på bagparten de tre gange du nåede at svømme. At det ikke blev mere end tre gange skyldes, at din grødsvulst på baglåret begyndte at vokse. Du kom for gud ved hvilken gang i penicillin behandling, men denne gang synes den ikke at hjælpe. Om mandagen faldt du samme igen med bagparten, men det så ud som om du snublede. Fredag den 10 marts faldt du helt ned og slæbte bagbenene efter dig inden du igen kunne rejse dig. Der tog jeg den endelige beslutning om, at jeg ville give dig fred min tøs. En beslutning jeg tog af kærlighed til dig. Problemet var bare at jeg ikke kunne få fat på din dyrlæge. Det fik jeg først lørdag formiddag, og vi afalte at vi stoppede dine skavanker mandag morgen. Vi tog ikke dyrlægevagten, da du tilsyneladende ikke havde smerter, men at din spondylose var begyndt at lamme dig længere op i ryggen. Kl. 9.49 drog du dit sidste suk og forlod os med et tilfreds udtryk i ansigtet. Vi forlod dig en halv time senere.
Namba vi vil altid elske dig for den dejlige kærlige og meget sigende pige du var. Vi vil tænke tilbage på de sjove og meget rørende ting, som du har gjort i hele dit lange sygdomsramte liv. Det der står mest tydligt for mig, var når du gik ind til naboen. Du satte dig pænt udenfor døren og ventede på at de lukkede op, eller var døren åben, ventede du på tilladelse til at gå ind. Her satte du dig og kiggede på køleskabet, hvorefter du fik din gulerod og gik hjem igen.
 |
| Født d. 16. juli 1998. Død d. 14. marts 2011. |
Namba, tak for næsten 13 gode år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det er så hyggeligt, når du besøger min blog. Læg gerne en lille kommentar, så jeg kan se, at du har været her :-)