Det måtte næsten ske...

I dag blev jeg sat af træningsholdet i PH. Jeg har længe følt, at vi ikke fik noget brugbart med hjem fra PH, kun ligegyldige informationer, som slet ikke havde positiv virkning på Danny. Efter han kom i puberteten har han været meget flakkende i sit lille hoved, og jeg har hele tiden fået tudet ørerne fulde om, at jeg ingen kontakt havde til Danny. Det sjove var bare, at når jeg selv trænede i klubben, så gik træningen fint, og jeg belønnede ham godt, når han gjorde tingene rigtig. Gjorde han noget forkert, ignorerede jeg ham bare og startede forfra igen. Det samme gjaldt han indkald, hvor jeg havde ham i søgelinen. Når vi var der alene gik det som regel godt. Når der var andre mennesker og hunde gik det galt. Det er derfor indlysende, at man så ikke slipper hunden, og slet ikke når han kan løbe ud på jernbanen der ligger lige op til træningspladsen, og det samme gør den meget befærdet Kongevej. Jeg har får mange år tilbage fået en hund kørt ihjel, så der ligger nok også en smule nervøsitet bag i de situationer, hvor han har vist sig usikker. Men det er helt klart min skyld, når han ikke rykker sig til træningen i PH, og brugbare redskaber har man ikke været i stand til at give mig. Jeg ville gerne belønne ham med legetøj, men det blev jeg frarådet, da han skulle blive dominerende. Han havde meget med, at springe op ad mig i kådhed, hvilket jeg bestemt ikke mener har noget som helst med dominans at gøre. Han er bare en glad og ivrig dreng.

Jeg surfede derfor på netttet til alternativer, og fandt et sted ca 25 km herfra. Aflagde et besøg, hvor hun kunne se Dannys mangler. Her fik jeg af vide, at han er en glad og fjollet dreng, som jeg bare skulle fortsætte min træning med på denne måde, som jeg var begyndt på. Jeg valgte derfor, at melde mig til et kursus, så jeg kunne se om han ville reagere på samme måde som i PH. Om det var mig, der er helt ved siden af. I dag var vi så til den første time. Hvordan gik det så?? Det gik godt - rigtig godt endda. Vi var fem hunde og fører. Til at starte med, var Danny meget interesseret i de andre hunde, men efter lidt træning med klikker og masser af guffer fik vi en rigtig god kontakt mellem de andre hunde. Han kunne dække og sitte mellem, hvor jeg kunne gå fra ham. Han kunne indkald uden snor, hvor det kun var mig han havde øje for. Han havde dog et par enkelte galpe udfald, men det kom hurtigt under kontrol helt uden straf. I PH skulle han helst havde været oppe og hænge i kinderne, hvilket jeg altid har nægtet at gøre. Vi fik hver nogle rettelser og ord med på vejen - eller de andre gjorde. Den eneste fejl jeg gjorde var, at jeg belønnede han lidt for hurtigt den ene gang han gjorde et galpe udfald. Ellers fik jeg af vide, at vi havde et super samarbejde Danny og jeg. Herligt, herligt! Jeg fik også af vide, at jeg ikke må presse ham, da han stadig er meget umoden, men det har jeg heller ikke gjort på noget tidspunkt.
Det får mig til, at spørge om, hvorfor går det så galt i PH?? Der må jo være nogle he...... dårlige energier omkring Danny, når vi ikke er der alene??

Efter den meget positive træning havde Danny stadig ild i en vis del, derfor tog vi til træning i PH, hvor jeg lagde en lille spor. Det var mest så han kunne få opsøget. Det virkede som om han havde lidt svært ved det i sneen, men sjovt var det. Efter sporet gik jeg tilbage til klubhuset, hvor jeg fik besked på, at jeg var sat af træningsholdet indtil videre, mens jeg valgte den positive form for træning. Desuden blev jeg spurgt om, hvad jeg egentligt ville med Danny. Klaphund eller kåring, hvor til jeg svarede, at han skal have sin kåring med tiden, men han skal ikke presses træningsmæssig før han er moden og klar i sit hoved. Jeg følte nærmest en energi der sagde, at den hund ikke bliver til en skid, hvis jeg ikke snart slipper ham, og fortæller ham hvem der bestemmer. Jeg ved bedre, for han rykker sig fint med min metode, og det er der ingen, der kan få mig fra. Hvorfor skulle han ikke kunne få sin kåring, med positiv træning? For mig handler det om, at han lærer tingene på en positiv måde, så jeg har en hund der arbejder af glæde og ikke af frygt.

Ledmanipulation

I aftes var jeg til et meget spændende foredrag med Lone Fabricius Jørgensen, der fortalte om den store forringelse af hundens velvære såfremt skellettets bevægelige del ikke er i orden. Nogle gang kan man godt stille sig det spørgsmål, om hunde absolut skal rettet?? I følge Lone har ca 80%af vore hunde brug for en korrektion af større eller mindre grad. Der er situationer, hvor det kan være en fordel, at få sin hund tjekket op som følgende:

1. Tilfælde hvor hjerne og ben ikke samarbejder.
2. Avlshunde, særlige hanner.
3. Fald i forskellige situationer
4. Hunde der springer meget
5. Hvalpe kuld
6. Hunde med slidskader
7. Før røntgenfotografering til bestemmelse af AD HD

1. Vi kender allesammen de situationer, hvor vi skal gå ned af et trin. Her fejlvuderer vi trinets højde, og får en forskydning i ryggen. Det sammen kan ske for vore hunde blandt andet ved leg i ujævnt terræn.

2. Når hunde parre sig hænger de sammen lang tid efter med bagparten mod hinanden. Det giver næsten altid nogle forvridninger på hannen idet han stiger ned fra tæven.

3. En meget klassisk situation er hunden der kommer løbende på et glat gulv. Når hunden skal dreje glider bagparten ud. Et fald ned fra en seng eller sofa giver kan også give grimme forskydninger.

4. Hunde der springer meget, det kan være agillity og brugshunde. Det kan også være hunde der træner bidearbejde. De springende hunde har tit problemer med forparten, da det er en stor belastning for forbenene, som kun holdes sammen med kroppen via gode muskler.

5. En fødsel er en hård omgang for den lille hvalp, særlig den første hvalp der kommer ud. Er tæven også førstegangsfødende er risikoen endnu større. 80% af alle hvalpe får trykskader under fødslen. For nogle hvalpe viser det sig senere som blandt andet køresyge, som følge af skævhed i nakken.

6. Hunde der har slidskader af en eller anden art, vil uvilkårligt kompenser for disse skalder på grund af smerterne. Det kan være hunde med gigt, spondylose og HD. Disse hunde har helt klart brug for en rigtig god muskulatur, og mange af smerterne opstår som følge af forkert bevægelighed. Her anbefaldes det, at han lader sin hund tjekkes. Den vil ofte få et langt bedre liv med en retning.

7. For ikke at hunde skal være skæv til en DKK bedømmelse af AD og HD er det også tilrådeligt at få hunde tjekket og rettet for evt skævheder, da hunden oftes er i narkose under røntgen. Det kan måske give en dårligere bedømmelse af HD. Man skal ikke bedøve en hunde mere end højst nødvendigt, og er billederne dårlige af ovennævnte så er det om igen.

Kan jeg se om min hund er skæv?
Det er vigtigt af se om hunden har ændret adfærd. Er den træt, ked, stille eller måske ligefrem aggressiv?
Er den begyndt at knurre af andre hunde eller mennesker?
Er den begyndt at overfalde andre hunde, som den ellers altid har leget med.
Trækker den sig, når du køre fingrene ned langs rygsøjlen eller ribben?
Har den fået nogle strittende hår eller hvivler i pelsen, som den aldrig har haft?
Har poterne ændrede facon? fx fra kattepoter til harepoter. Fra høje til flade poter.
Hviler den på et af benene, når den står almindelig?
Ligger den sig straks på den ene side i dæk?
Er der buler eller udposninger på rygsøjlen?
Har hunde problemer med at træde ordentlig igennem, når den går?

Kan du sige ja til et af ovenstående punkter, så er det en rigtig god idé og få din hund tjekket. Jo før jo bedre. Jo længere tid hunden går med ovennævnte skavanker jo flere behandlinger skal der til. Mister hunden pludseligt kontrollen med bagparten, ufrivvilig vandladning og afføring, skal man altid opsøge en dyrlæge for at fastslå, at hunden ikke har fået et brud eller diskusprolaps. Finder dyrlægen ikke noget på hunden, så er det en god idé og opsøge en ledmanipulatør, før man afskriver sin hund. Rigtig mange hunde har fået hjælp af denne vej, hvor dyrlægen har give op og sat hunden på smertestillende medicin. Jeg taler af erfaring, og det er bestemt ikke nogen kritik af dyrlægen. Jeg synes selv, at vi har verdens bedste dyrlæge. Det er blot en konstantering af, at det er to meget forskellige store specialer de arbejder med. Og hvorfor fylde hunden med medicin, hvis den kan rettes?? Man skal huske, at medicin IKKE hjælper på en skæv hund. Der er situationer, hvor hunden kan være så spændt i muskulaturen, at den trækker i ledene, men det omvendte kan også sagtens være tilfælde. Her vil masage og svømning være en rigtig god støtte til behandlingen. Desuden er svømning rigtig god til, at styrke musklerne generelt. En hunds ryg skal være fyldt ud, så man kun lige kan ane rygraden. Endvidere skal den have en god bagparti af muskler. Hunden lægger hovedvægten på forparten med hele 70%, hvilket fortæller, at forparten er meget stærkere.

Jeg har selv brugt ledmanipulation til mine hunde flere gange.

Danny var meget køresyg, da vi fik ham. Han gik i tre uger, hvor vi ventede på, at det skulle gå ovre. Dyrlægen var begyndt, at snakke om, at han skulle have medicin, hvilket jeg er meget imod, da det sløver. Han blev kureret med en enkelt behandling. Han havde store nakkeproblemer.
Anden gang Danny blev behandlet havde han fået en meget grim skade under leg. De var tre hunde der legede. De løb hen til A springet, hvor Danny ramte springet på siden med en enorm kraft med sin side, hvorefter han blev ramt af en hund på forparten og en på bagparten. Da han rejste sig dinglede det ene ben, og han havde tydelige smerter. Dyrlægen fandt ingentig under en grundig gennemgang af ham, men mente bare, at det var slaget. Han blev ikke røntgenfotograferet. Jeg kunne se, at han ikke var helt sig selv, så jeg lod Lone tjekke ham op. Han var slået skæv fra snude- til halespids.

Rino var blevet gammel og gik mere slingrende i sin gang end han plejede. Til sidst kollapsede bagparten med en rigtig grim forskydning i han bækken. Rino fik tre behandlinger. Havde han fået behandling allerede, da han begyndte at se lidt slidt og slingrende ud, var han sluppet for en langvarig prednisolon kur, der ødelagde hans ellers flotte pels. Han ville ikke være kolapset, og formentligt kunne have klaret sig med en enkelt behandling. Han har efterfølgende fået en behandling mere, da han sprang forkert ud af bilen, hvor han faldt. Her var det både for og bagparten der fik en knæk.

Ledmanipulering skal bruges men ikke misbruges.

Den første sne

Det var sjovt, at se Dannys reaktion, da han trådte ud i den første sne. Det var lige som om, han ikke rigtig vidste, hvad han skulle bruge det til. Han gik lidt tøvende frem og kiggede så op på mig, hvorefter jeg sparkede til sneen. Så skal jeg ellers lige love for, at han blev tændt.

Videoen herover er meget kort, da min mobil gik tør for plads. Grrrrr..

Rino tog sneen stille og roligt, men han har jo også oplevet det en del gange før. Bare tænk på de to foregående vintre. Det var bidende koldt og tøsne, da han var ude. Inden vi nåede op til lille skoven, havde jeg lige taget en god rutsjetur på enden ned til søens bred, da der ikke bare var glat. Der var meget glat, men det generede nu ikke Rino. Han kom pænt galoperende efter mig, og skulle lige se den mærkelige stilling jeg befandt mig i. Det blev en noget våd og plørende fornemmelse på de bare rygstykker. Uf!! Jeg var lidt spændt på, hvordan han ville klare det glatte føre, efter han kollapsede i november. Han gik og løb pænt, men vi passer også hans svømmetræning en gang om ugen, og på at han ikke bliver kold, da han er en gammel dreng. Derfor har han nu overtaget Nambas gamle foret frakke. 

I øjeblikket synes jeg næsten, at jeg har fire hunde herhjemme med deres hundehår. Det er da altid noget, at de er i fæld på samme tid, så vi kan få det overstået på en gang. De bliver børste dagligt, og gamle Rino virker næste nøgen, men Danny stadig har en god pels på. Rino har lært, at nyde børstningen, hvilket er stort, når man tænker på, hvor skrækslagen han var, lige da vi havde fået ham. Danny, ja Danny er bare et fjollehoved, der har så travlt med alt muligt andet end, at stå stille. Men det er tydeligt at han more sig, selv om det tager sin tid. Har man en dreng som ham, så skal det tage sin tid. Det nytter ikke, at tvinge den aktive dreng til at stå stille. Meeeen jeg har mine kneb til, at han også kan blive smuk :-) Nå nej, det er han jo allerede, men så til at hårene bliver et sted i huset.

Registrere hunde sygdom?

Ja, man skulle næsten tro det, når man så, hvordan hundene ændrede adfærd og, hvordan M slappede af under hans besøg her sammen med hans bedsteforældre. Egentligt var deres besøg her nok en form for flugt handling, da M er en temmelig alvorlig psykisk syg dreng på 10 år. Af bedsteforældrene havde ham, skyldtes ene og alene at forældrene skulle have et pusterum, så de kunne bruge deres tid på M lillebror. Bedsteforældrene er den eneste aflastning den meget hårdt ramte lille familie har. Kommunen har på trods af anbefalinger fra hospital om aflastning stadig valgt at give familien afslag på aflastning med begrundelse af at det gik godt i skolen. Hospitalet skrev også, at hvis ikke deres anbefalinger blev fulgt kunne M blive psykotisk igen.

Det var en fornøjelse, at se, hvordan særlig Danny tog M på en helt anderledes måde, end det vi er vant til at se. Han var meget forsigtig og passede på ikke, at gøre M fortræd. Det var som om han kunne mærke, at M er syg, men det var også meget tydeligt, at der var en gensidig kontakt mellem de to. Så vidt jeg har erfaret, så har M aldrig været voldelig og aggressiv over for dyr, som han desværre tit er overfor familien. Det tror jeg hundene kan mærke. M hyggede sig hele eftermiddagen sammen med Danny og Rino. De legede med hundenes aktivitets spil til stor fornøjelse for dem alle tre.

M var desuden ude og gå tur med Rino, hvilket Rino nød. Jeg fik endvidere et langt foredrag om marsvin, et dyr jeg selv havde som barn.

Jeg er selv ikke i tvivl om, at dyr kan mærke, hvis noget ikke er som det skal være. Vi så det med Rino og Namba i hendes sidste tid. 14 dage inden vi opdagede et meget grimt inficeret sår på hendes ene lår, viste Rino meget stor interesse for området, næsten en klæbende interesse. Vi fik det behandlet, men desværre vente det tilbage efter få dage med en fornyet styrke, og trods behandling endte op med et kæmpe krater. Vi og dyrlægen havde en formodning om, at det var cancer på grund af den meget specielle lugt, men også på grund af Rino’s opførsel.

Tilbage til M, som jeg kunne godt ønske fik et aflastningsophold et sted, hvor der er dyr, inden familien selv køre helt i sænk. Man skal ikke blive ved med at tro, at bedsteforældrene kan klare opgaven fysisk og psykisk, når forældrene allerede er kørt helt ned med så svært et handicappet barn. Jeg er næsten sikker på, at havde familien selv mulighederne for at give M et dyrehold, som er så godt for hans psyke, så have de gjort det for længst.

Jeg fik senere på aften en SMS om, hvordan M havde snakket om den sorte hund (Danny) og om, alt det han nu skulle gøre i drømmene sammen med Danny. Der er ingen tvivl om, at mine hunde har virket som positiv terapi på M.

Næste morgen fik jeg desværre en SMS på at M igen befandt sig i en psykotisk tilstand og var ekstremt aggressiv. Her har jeg en bøn til jer læsere – jeg kan se, at der er mange her på bloggen, men desværre kun meget få kommentar, hvilket også er helt i orden med mig. Her denne ene gang, vil jeg meget gerne høre om I har nogle erfaringer til, hvad denne her psykisk hårdt plaget familie kan gøre, når sygehusvæsen og de forskellige psykiske handicaporganisationer fortæller familien, hvilke rettigheder de har, men deres kommune blankt afviser at hjælpe?? Familien har flere gange overvejet, at flytte fra kommunen, men har valgt at blive grundet lillebroderen er faldet så godt til i skolen og har et godt netværk. Det ville gå hårdt ud over den sarte dreng, som har det hårdt nok i forvejen med M som storebror. Samtidig har familien ikke de økonomiske midler til at kunne flytte i noget større.

Bedsteforældrene  er vore meget nære venner, som vi kan se er ved at køre ned på grund af M, men som sagt så har forældrene ikke andre muligheder for aflastning. Vi vil meget gerne hjælpe, men er magtesløs. Så derfor ved du hvordan man kan trænge igennem til en nægtende kommune? Så meld ud. PleaseJ

Familien har gennemlæst og godkendt dette indlæg.

I Hedvigs fold.

Danny hygger sig rigtig, når han kan få lov til at strække ud i Hedvigs fold. Inden han fik lov til at løbe i folden, fik han en god gang lydighed med klikkeren. Desuden fik han lov til at søge efter genstande, som er en ting han elsker. Sit og dæk øvelserne går også bedre igen. Jeg tror, at han igen er ved, at være modtagelig for indlæring. Jeg skal ærlig indrømme, at hans pubertet har været lang og sej, men jeg har med vilje lade ham fået fred til, at være hormon forstyrret. Med Danny har der slet ikke været ret meget kontakt i den periode, og når der ikke er det, nytter det heller ikke noget at stille større krav end det han kan kaperer.. Jeg ved, at der er hundefolk der desværre har en anden opfattelse af tingene, men dem om det.

Jeg glæder mig til, når vi for alvor kan gå i gang med træningen. Det tror jeg snart, at vi kan. 

Elsker mine drenge :-)

Der kom et brev til Rino.

For et stykke tid siden modtog jeg en besked på Facebook, fra en for mig ukendt kvinde. Hun skrev en lang besked om Rino, som hun havde været madmor for i årene inden, dog ikke det sidste halve år før vi fik ham. Hun havde fulgt ham her på bloggen, og da han kollapsede i november og vi ikke vidste, hvilken vej det ville gå med ham, ville hun gerne se ham endnu engang. Det fik hun lov til. Efter et par besøg har hun skrevet det her brev til ham.

Kære Rino,

Jeg har elsket dig, så længe jeg kan mindes…tra la la la la la la la la la…. Det er en gammel sang, men også rigtigt, for jeg tabte mit hjerte i dét sekund, jeg så dig første gang. Det gjorde/gør de fleste nu, så det er ikke en bedrift. Jeg ved i mit hjerte, at du gjorde det samme. Det har jeg fået mange beviser på sidenhen. Faktisk var min kærlighed til dig så stor, at min ekspartner klagede over, at jeg elskede dig – og min næste hund Milla – mere, end jeg elskede ham. Og han havde ret.

Du var ikke min hund fra starten. Da jeg begyndte at komme hos min eks kunne jeg ikke forstå, at du blødte fra tissemanden, indtil det gik op for mig, at du ikke fik det vand, du skulle have. Det skar mig inderligt i hjertet, og fra den dag fik du alt det vand, du kunne drikke – og mere til. Eksen forklarede den sparsomme mængde vand med, at ”så skulle du ikke tisse så meget !” Det kom han til at fortryde, for fra den dag gjorde jeg, hvad jeg syntes var bedst for dig – og senere også for Milla.

Jeg havde det dårligt med, at du stod i hundegården om dagen, men det var trods alt bedre, end at du var en indehund om dagen. Eksen ville kun have, at du kom ind - i bryggerset – om aftenen/natten, (men jeg tog dig naturligvis ind hver gang, jeg kunne slippe afsted med det, uden at det blev opdaget). Senere hen fik jeg heldigvis trumfet igennem at have både dig og Milla indendørs.

Selve hundegården var nu ikke det værste sted.  Det var en pæn gård med halvtag, og du havde også et dejligt hundehus med tæpper at ligge i og så skete der da lidt, når der kom en fugl, kat eller lign. Vi andre var jo på arbejde.

For at du ikke skulle stå alene i gården om dagen, spurgte jeg på mit daværende arbejde – Østre Landsret – om jeg måtte tage dig med engang imellem. Det fik jeg lov til. Den daværende justitssekretær sagde, da han så dig første gang, at nu var du udnævnt til retshund, dog uden at komme på lønningslisten J Du nød det i fulde drag, både at der skete noget i løbet af dagen, men også turene frem og tilbage, hvor du tog både rulletrapper og Metrobanen i stiv pote. Du fik SÅ mange kæl, klap og ros fra folk, der syntes, at du var enormt dejlig – og meget dygtig.

Ikke desto mindre bestemte jeg mig til at ville have en hund til – en tæve – som du kunne hygge dig med. Ka(Milla) var jeg heldig at få i julegave, og vi tog til Lemvig og hentede hende 2. juledag 2005.

Du var naturligvis med. Det var et farligt snevejr, men du har altid elsket at køre bil, så det rørte dig absolut ikke.

Vi lukkede dig ud, da vi var vel fremme, for det var vigtigt at se, om du og Milla kunne sammen. Det gik strålende, lige til du snusede hende bagi, så fik du et fúr. Du hylede og løb om bag din menneskemor (mig), og rørte dig ikke ud af flækken, før hun var vel inde i det ekstrabur, vi havde med i bilen. Faktisk var/er Milla en meget stille og sød hund, men hun kan ikke lide at blive snust bagi.

Vel hjemme var vi efter 2 uger ved at opgive håbet om, at I fandt ud af det – Milla og dig. I lignede begge hængte ”katte”. Og jeg bestemte mig til, at hvis det fortsatte   1 uge til, måtte vi køre tilbage til Lemvig og aflevere Milla. Det smertede mit hjerte, for hun havde stået alene i 14 timer om dagen i lang tid og derudover skiftet hjem 3 gange, da vi hentede hende. Men du var jo mit hjerte nærmest og den, der var kommet først. Heldigvis løste det hele sig i løbet af den næste uge – helt pludseligt af sig selv – og lykkelig var jeg.

Milla var noget mere legesyg end dig. Hun var også 2½ år yngre. Du lod hende allernådigst provokere/invitere dig til leg og dril, indtil du fik nok, så sagde du heldigvis fra, og det respekterede hun…….indtil næste gang.

En meget varm sommerformiddag skulle vi til Ikea, min eks., hans forældre, bror og hans børn. Da vi havde sat os ind i bilerne, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået skiftet vand hos dig og Milla om morgenen. Jeg skyndte mig derfor ud af bilen og løb hen til hundegården. Min eks råbte, at det skulle I nok overleve, men jeg kunne ikke bære tanken om, at I måske ville komme til at tørste, så jeg skyndte mig ind og gav jer friskt vand. Det var godt, for de havde næsten intet tilbage. Min straf var, at jeg ikke fik lov til at komme med til Ikea, men I fik vand.

I skoven, når der blev kastet pind, var du absolut Milla overlegen, og hun fik ikke en pote til jorden. Det resulterede i, at vi måtte lege med jer hver især. Også til hundetræning. Spor var ikke din stærkeste side (måske fordi eksen ikke havde den store tålmodighed med dig). Det var derimod Millas stærke side. Hun er meget fokuseret og elsker det.

Hvis jeg tog på søndagsture, kom i enten med begge to – ellers kørte jeg først en tur med den ene – og så med den anden. Det kunne være til stranden, i skoven, på campingpladser, langstrakte grønne områder etc. Nogle gange skiftede jeg også mellem jer, når jeg havde jer indendørs, for du var så frygtelig jaloux, at du maste dig imellem, hvis jeg bøjede mig ned for at klappe Milla.

Jeg kunne ikke længere holde ud at være sammen med min eks. Da jeg kom tilbage efter 14 dage for at hente mine ting, hoppede du op og lagde poterne op på mine skuldre, lagde dig ned og rullede, krøb og hylede. Det var ganske forfærdeligt. Jeg stortudede, og dem, der hjalp mig med at flytte, måtte bogstaveligt hale mig ud af hundegården. Jeg kunne ikke tage dig med, for du var kun min hund af hjertet.

I tiden forinden – og i tiden efter – skrev min eks adskillige sms’er, at nu fik du/I ikke mad, nu ikke vand, nu kom I/du ikke ud – nu stod i jeres egen afføring etc. Det var frygteligt. Men jeg var tvunget til at holde stand og flyttede ikke tilbage.

Det var et ulideligt halvt år for dig Rino, men set i bakspejlet løste det sig til det bedste. Vi led hver for sig. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv som i det halve år. Jeg tiggede og bad om at måtte få dig med, men min eks. var stenhård. Du blev straffet i stedet for mig, eller rettere vi blev straffet på hver vores måde.

I tiden derefter hørte jeg fra naboerne, at du havde prøvet at grave sig ud af hundegården og derved havde mistet tre tånegle og diverse andre historier der bekræftede, hvad min eks. selv sms’ede til mig. Jeg kunne komme med mange flere eksempler på den behandling, som du blev udsat for. Jeg har også hørt fra andre efter jeg flyttede, hvordan du blev udsat for slag og spark.

Jeg kontaktede både dyrlæge og politi, så de kunne holde øje med dig. Desværre kunne de gøre lige så lidt som jeg.

Jeg havde hele tiden øje med dig, og stor var min glæde, da jeg ca. et halvt år efter blev kontaktet af nogen, der fortalte, at du havde fået et godt hjem hos søde mennesker i Nordsjælland, og at du og Deres anden hund Namba nærmest var ét. At I lå viklet ind hinanden i hundekurven. Fantastisk. Det var herefter nemt at finde ud af, hvor du boede, og jeg fulgte dig tæt på nettet i årene efter og kunne se, at du stortrivedes.

Første gang Rino (tv) og Namba var sammen.

Jeg kontaktede disse herlige mennesker – Katy og Preben Bæk, da der var gået så lang tid (3 år), at jeg var sikker på, at du ikke var eller ville blive knyttet til mig igen. Det var meget vigtigt for mig, at du ikke skulle trækkes igennem endnu en smerte. Og ja du har fået en hel fantastisk hundemor og – far. Jeg er ikke i tvivl om, at du kan kende mig, og jeg har også fået et par slik og blevet fulgt ud til bilen, når jeg har besøgt dig, men der er ingen tvivl om, at dit hjerte nu ligger hos Katy og Preben, og at deres hjerter også ligger hos dig. Jeg nyder dig gerne på afstand vel vidende, at du får det bedste af alt det bedste. Det er den største kærlighed, jeg kan give dig.

Af hjertet tak Katy og Preben !

Kærlig hilsen din tidligere menneskemor.



De var siametiske tvillinger lige til det sidste.

Jeg har før nævnt, at vi først fik Rino i 2008. Da vi fik ham hjem, havde han nogle sære idéer så som, at han ikke kunne  lide berøring og slet ikke kæl. Han ville ikke børstes og virkede i det hele taget meget utryg ved uvante ting. Den dag vi hentede Rino så vi, hvordan X hårdhændet håndterede ham. Rino havde trådt forkert under legen sammen med Namba, og straks blev han kastet om på ryggen af X. Jeg krummede tæer, for ingen hund skal behandles på denne måde. Jeg fik på det tidspunkt mistanke om, at han kunne være mishandlet, samt at han ikke fik mad nok. Efter Rino kom til os har han taget ca 10 kg på, og han er ikke fed. Når folk spurgte om hvor gammel han var, tog de ham kun til at være otte måneder i stedet for otte år. Det skyldtes ene og alene, at han var udsultet og samtidig på dårlig kost. Der er ingen tvivl om, at vores dejlige kærlige og kælende dreng er kommet fra helvedet og i himlen, hvilket han tydeligt viser med sin adfærd. Den dag han skal herfra kommer han til de evige hundemarker.



De delte alt. Namba sidder forest.



Leg på Vittsjö skanse.

Igen i dag fik Danny og Jack en dejlig løbetur på skansen. Der er ingen tvivl om, at de har meget glæde af hinandens selskab, når de er sammen.

Hjem til Vittsjö

Netop landet på Vittsjö camping. For inden havde Preben ringet og sagt at vi kom. Jack glæder sig altid til, at se sin legekammerat, og omvendt. Han løb straks hen til bilens bagagerum, hvor Danny og Rino var. Danny blev lukket ud, så han og Jack kunne få deres sædvanlige løbetur. At han har hetzselen på skyldes, at han er spændt fast i bilen ved siden af hundeburet, og at jeg ikke havde fået den af ham inden legen gik i gang. Jeg prøvede flere indkald med bidepølsen, og han kom de fleste gange. De gange han ikke kom, var han for langt væk i legen. De to unge drenge er lidt for voldsomme, så Rino skal ikke detage i deres vilde leg. Han fik i stedet en rask travetur senere.

Man bliver høj, når træningen giver pote :-)

Det virker!!

Gamle Rino har gået og haft ondt i skroget den sidste ugestid, hvor han har fået smertestillende. Allerede inden jul, syntes jeg, at han gik anderledes. Han havde ellers gået godt uden singeren, og var kommet sig fint. Han var sprunget ud af bilen, hvor jeg ikke lige fik taget fra, hvorefter han landede skævt, men kom op og gå med det samme. Jeg tænkte derfor ikke over det før senere. Sidste weekend var han igen begyndt, at falde over sine bagben. Han virkede træt, ked og øm, hvorfor han fik smertestillende.

I dag var han til svømning, hvor Lone også skulle svømme med sin gamle tæve. Hun så tilfældigvis, hvordan han gik og konstanterede, at han så skæv ud i sin gang. Jeg kunne derfor ikke andet end at lade hende rette ham op. Den var galt med hans skulder, han havde små forskydninger ned gennem ryggen, men værst var hans bækken, der var sunket en cm. Alt passer med det nedslag og fald fra bilen. Efter vi er kommet hjem går han anderledes fri og virker gladere. Han kom endda med legetøj.

Rino vil nu fremover, hvor det er koldere få Nambas gamle dækken på for at hans led og muskler ikke skal blive kolde og stive, hvilket kan medføre yderligere problemer.

Danny's indkald går også godt fremad. I klubben i onsdags blev der lavet indkald uden forstyrende elementer. Det kan han jo til kryds og slange, men problemerne opstår først, når der er andre hunde i nærheden.Som jeg tidligere har sagt derude, så opstår problemerne først, når der er andre hunde i nærheden. Her har efterlyst redskaber til at komme videre på, hvilket de ikke kunne give mig. Jeg kunne kun få af vide, hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg skulle IKKE bruge legetøj, da han så springer op i iver. Tænk, det kalder de dominans. Jeg har aldrig opfattet en hoppen af glæde som dominans!! Herhjemme har jeg trænet med bolden, når vi har passeret andre hunde, hvilket også har været rimelig.

Jeg kontaktede derfor en instruktør og adfærdsbehandler. Ikke fordi der er noget som helst galt med Danny. Men mere for at få nogle redskaber til, at komme videre, da jeg syntes, at jeg var gået i stå i klubben. Hende besøgte jeg så i går, og jeg skal lige love for, at Danny har rykket sig med de råd jeg fik. Råd som jeg næste var klar over ville være positive. Da Danny er overgearet, når han ser bidepølsen, så syntes hun, at jeg skulle bruge den til, at"hjernevaske" ham til, at have fokus på mig, når vi møder andre hunde. Og jeg skal love for, at det virker. Det bliver til lidt trækkeleg, når vi går tur, men han får den ikke. Hold da op, hvor han han gå på plads - uden at han er kommanderet på plads - bare for at få bidepølsen. Ja, der er lige før jeg falder over ham. I dag tog vi over i skoven, hvor jeg havde ham i flexlinen (det er ellers en line jeg bander langt væk) Vi mødte seks hunde, hvor han fik trukket linen stramt ud i de to tilfælde. Havde han ikke haft linen på, ville han være smuttet. Det skyldes helt klart min fejl, da jeg ikke var hurtig nok til at aflede ham. De sidste fire gange havde han kun  øje for legen med bidepølsen. Desuden holdt han sig tæt op ad mig. Et kæmpe skridt mod det færdige resultat, selv om der er et stykke vej endnu før jeg vil sige at han er sikker.

Instruktøren som jeg besøgte har et træningshold, hvor man lægger vægt på indkald, kontakt og mange andre sjove ting mellem andre hunde. Det har jeg meldt os til, da det 100% tilgodeser den form for træning, som jeg ønsker. Vi skal starte op sidst i januar, og jeg glæder mig. Danny blev rost for at være en dreng, der har en rigtig god bagage med til opstart. Det kan være, at han er længere fremme til den tid, men det betyder meget træningsmæssig, at øvelserne kan ende med succes hvergang.

Hvad mit ønske med det kursus er? Mit eneste mål er, at han vil holde sig til mig, når vi er blandt andre hunde. Får han mere med, er det jo rent luksus. Det siges, at positiv træning tager lidt længere tid end den milde traditionelle træning, men man får en meget mere sikker hund i alle øvelserne, da straf ganske enkelt ikke eksisterer.

Hvad gør man ikke for sine drenge? :-)

Nytårsaften

Det var med lidt spænding, at vi så frem til nytårsaften. For hvordan ville Danny reagere, når de for alvor begyndte at skyde af. Ville han følge de fem forrige hunde, som var ligeglade med bulder og brag?

Den lille men mørke video fortæller vist hans reaktion lige efter midnat.

Da han havde siddet og kigget i nogle minutter, gik han hen og lagde sig til at sove i sin alt for lille kurv. Det får mig til at spørger jer læser, om I ved, hvor man kan købe en stor billig hundepude. Jeg synes nemlig, at 600 700 kr er lige toppen for en sådan særlig hvis man skal have to stk.

Nytårsmorgen var det rigtig putte tid med begge drenge. Rino ligger i fodenden, men Danny, han kan ikke komme tæt nok på. Det er svært, at få en video med ham, hvor han rigtig ligger og gasser. Det lykkedes i starten af denne lille og korte video.

Vores hunde skal forkæles på en fast og konsekvens måde. Og de nyder det :-)