Som tiden dog går..

Danny er endelig ved at finde sine poter igen. Ja, knægten har fået sin appetit tilbage og mere til, så hans ribben er ikke længere så synlige. Desuden har han også fået lysten til træningen tilbage, hvilket er helt vidunderlig. Jeg veksler stadig mellem træning og hyggeture i naturen, men ofte bliver det et mix af lidt træning og gå turene. Jeg kan mærke på ham efter Rino ikke er her mere, hvordan han klæber sig til mig. Han vil helst gå helt tæt op ad mig, og nogle gange mellem mine ben. Når han går mellem benene hænder det, at vi falder over hinanden, men det lader ikke til at genere ham. Bare han kan være tæt på.

I dag blev Danny 16 måneder. Som altid kom han ind og skulle putte klokken alt for tidligt i morgens. Jeg - nej, vi nænnede ikke, at smide ham ud af soveværelset, da han jo bare ville ligge sammen med flokken. Jo jo han er vist lidt forkælet, men for mig er det helt iorden så længe han ved, at der også er grænser.

Som billederne (taget med mobil) viser lå han meget pænt til at starte med, men efterhånden som tiden gik møvede han sig længere ned i dynerne og lagde sig på siden. Til sidst lå  han på ryggen og brummede tilfreds med alle fire stænger i vejret. Så skulle der nusses, kløes, kysses, kæles og krammes til den store guldmedalje til stor fornøjelse for os alle tre. Er han forkælet?? Nej vel?? Godt så, for det er en fast morgen ritual. Ja, sådan har alle vores hunde haft det. Masser af samvær og kærlighed lige fra vi slog øjnene op, og nogen gange endnu tidligere.

Efter et herligt morgenbord bestående af rå kylling med ben, Hokamix og Sanofor til maven, var han klar til dagens første travetur. Han fik flexlinen på, og så gik vi ellers en dejlig tur søen rundt.

Skal lige hilse og sige, at det er svært, at få bare et halv dårligt billede knægten med flexlinen i den ene hånd og mobilen i den anden.

Hvad mon der er i åen?? Danny stod længe og kiggede ned i vandet.

Han er ved at få lidt fylde på sine knogler igen. SÅ KIG DOG DENNE VEJ KNÆGT!!

Senere på dagen skulle jeg lige have handlet lidt til Sverige, hvorfor jeg lod Danny rende i folden. Her kom en jævnalderende hovawart (tror jeg det staves) ind. Hold da helt op, hvor de hyggede sig. Meeen jeg synes nu ikke den lille tæve var særlig stærk i sine ben?? Da hun væltede for et godt ord, ville jeg tage knægten ud igen, men det ønskede ejeren ikke. Danny er en lille solid fyr på bare 35 kilo, så det er ikke ham der vælter for ingenting. Tænk, det er seks til otte kilo mindre end mange af hans jævnalderende schæfer kammerater. Men hvad gør det?

Han er nemlig min. Min egen lille kærlige dreng.