En hundebog siger alt

For første gang har jeg læst en hundebog, hvor min holdninger er rigtig godt beskrevet. Bogen er skrevet af Irene Jarnved og hedder Hunden i hverdagen forebyggelse og adfærdsproblemer. Ikke fordi, at Danny har haft nogle problemer, men bogen beskriver den naturlige udvikling, som hvalpen og hunden kommer igennem, og den måde at man bør håndtere eventuelle problemer. Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen inden jeg fik hvalp igen, da den helt klart støtter op omkring mine holdninger til opdragelse og træning. De løsningsmodeller er dem, som jeg med succes træner med sammen med klikkeren.

Jeg har nu haft en pause fra træningen i PH, hvor jeg udelukkende har kørt efter mine egne principper, som også er de principper der er beskrevet i bogen. Det har virket rigtig godt på hjemmebane. Jeg har altid ment, at fordi en hund kan tingene hjemme, er det IKKE en selvfølge, at den også kan tingene i andre miljøer. Så er der kun en ting at gøre, og det er at starte helt forfra igen.

Jeg kan komme med et eksempel, som jeg har arbejdet meget med på det sidste. Danny var meget stresset i PH, så jeg havde, og har stadig lidt problemer med, at få hans opmærksomhed, når vi er ude på spor inden starten og under rundering.  Desuden kunne han ikke modtage guffer, da hans høje stressniveau blokerede for spyt produktionen og fordøjelsen. Det er ikke noget, som han selv kan styre, og derfor nytter det heller ikke noget, at skælde ham ud. Der var kun en ting, at gøre og det var at vente på, at han faldt så meget til ro, at jeg kunne begynde at fodre ham med guffer, så han igen var istand til at vælge mig. Desuden har jeg forsøgt, at dæmpe hans stress ved at trykke ham baglæns og væk fra den stress udløsende faktor via mit kropssprog og mine ben. Det SKAL gøres med løs line, ellers vil han bare stresse mere op.
Det har hjulpet Danny rigtig godt på hjemmebane. Nu skal vi bare starte helt forfra igen i Sverige, hvor han igen køre sig helt op. Det er dog lykkedes mig, at få ham så langt ned, at vi kunne gå lidt lineføring, men der er et stykke vej endnu. Vi må bare klø på med krum hals.

Dannys hjemkald på hjemmebane er nu så langt, at han kommer næsten hver eneste gang, at jeg kalder. Vi har trænet det i en lukket indhegning, hvor der på den anden side af indhegningen er små hunde, som han nu flere gange har ignoreret, når jeg er gået videre. Mor og gufferne er trods alt bedre end gøende småhunde. Nu er tiden kommet, hvor han skal til at belastes med påvirkninger udefra - spændende.

Med tid, forståelse og masser af tålmodighed, kan det kun lykkedes.