Uvejsomt terræn

Efter et par dage med styrtregn, blev der så meget ophold i vejret, at det var nogenlunde til, at stikke hovedet udenfor teltet. Dermed er det ikke sagt, at knægten ikke havde været ude, for det havde han, men træningsmæssig blev det ikke til det helt store. I går sidst på dagen, var vi lige et smut forbi klubben i tørvejr. Her gik vi fri ved fod, lavede lidt rundering og legede. 

I dag var vi i skoven, hvor vi gik spor. Mens Harry lagde sporet, lavede jeg noget kontakt og ro med Danny. Roen er noget af det, som vi skal arbejde meget med i øjeblikket. For pokker han har svært ved det. Det er så han dirre, når han ved, hvad der venter. Så begynder han, at stå og galpe op ad os. Derfor blev han belønnet, hver eneste gang han klappede i. Til sidst kom han bare med minipølsen, og jeg lavede sit henholdsvis dæk samtidig med, at jeg svingede den for næsen af ham. Det er en øvelse, som vi trænede meget, da han var i puberteten med succes.

Ok, han havde også på det tidspunkt rendt toppen af hans iver af. SÅ er han meget nemmere at snakke med. Vi skulle gerne der hen, hvor han kan bevare roen, også selv om han lige er lukket ud af bilen.

Som sagt lagde Harry spor til knægten. Jeg fik af vide, at han havde sat et mærke i gruset ved sporets start. Her dækkede jeg Danny af, og skiftede førelinen ud med sporlinen. Jeg vidste ikke helt, hvilken retning vi skulle på det tidspunkt, men det gjorde Danny. Han var ikke længe om, at søge sporet op,

og huhej hvor det gik ind imellem træerne. Det første stykke gik rigtig fint men nogenlunde jævnt underlag, 

men så skal jeg lige love for, at vi kom ud i noget uvejsomt terræn. Der var bække og grøfter der skulle krydses, der var dybe hjulspor fyldt med vand, der var meget glatte kviste og en halv million små birketræer, som slog op om benene, og hvor linen hægtede sig fast. Men Danny, han søgte bare derud af, med mig balancerende bagefter. Pludselig markerede han midt i hele herligheden, og jo, han havde ganske rigtig fundet en genstand (bideskind) og glad var drengen. Vi kom i gang igen, men der var det som om han tabte sporet. Harry, der gik bag ved sagde, at jeg skulle give ham fuld line, hvilket jeg gjorde. Da Danny efter kort tid fandt sporet igen, havde jeg meget svært ved at følge ham i det uvejsomme terræn, og bedre blev det ikke, da jeg fik viklet linen omkring benene. Stille og roligt gik det videre, men til sidst var terrænet så ufremkommeligt, at jeg blev nød til at slippe linen, hvis jeg ikke skulle falde. Danny fortsatte sporet, og Harry fik fat i linen kort før vi igen var oppe på en grusvej. Her overtog jeg igen knægten, som gik et meget flot spor til ende i gruset.

Harry, der er en erfaren spormand, var meget tilfreds med Dannys spor, og jeg skal nu heller ikke klage - det skulle da lige være over terrænet, som bestemt ikke var forenenligt med min Menière. 

Da vi var på vej hjem, kom Göran kørende med Jack. Vi vendte derfor bilen, så drengene lige kunne få hilst på hinanden igen.

 Vi gik sammen den lille runde, hvor drengene tog den helt store tur gennem skovbunden. Hvis Danny var træt, ja så viste han det ikke. 

Tak for endnu en dejlig trænings dag :-)