Det måtte næsten ske...

I dag blev jeg sat af træningsholdet i PH. Jeg har længe følt, at vi ikke fik noget brugbart med hjem fra PH, kun ligegyldige informationer, som slet ikke havde positiv virkning på Danny. Efter han kom i puberteten har han været meget flakkende i sit lille hoved, og jeg har hele tiden fået tudet ørerne fulde om, at jeg ingen kontakt havde til Danny. Det sjove var bare, at når jeg selv trænede i klubben, så gik træningen fint, og jeg belønnede ham godt, når han gjorde tingene rigtig. Gjorde han noget forkert, ignorerede jeg ham bare og startede forfra igen. Det samme gjaldt han indkald, hvor jeg havde ham i søgelinen. Når vi var der alene gik det som regel godt. Når der var andre mennesker og hunde gik det galt. Det er derfor indlysende, at man så ikke slipper hunden, og slet ikke når han kan løbe ud på jernbanen der ligger lige op til træningspladsen, og det samme gør den meget befærdet Kongevej. Jeg har får mange år tilbage fået en hund kørt ihjel, så der ligger nok også en smule nervøsitet bag i de situationer, hvor han har vist sig usikker. Men det er helt klart min skyld, når han ikke rykker sig til træningen i PH, og brugbare redskaber har man ikke været i stand til at give mig. Jeg ville gerne belønne ham med legetøj, men det blev jeg frarådet, da han skulle blive dominerende. Han havde meget med, at springe op ad mig i kådhed, hvilket jeg bestemt ikke mener har noget som helst med dominans at gøre. Han er bare en glad og ivrig dreng.

Jeg surfede derfor på netttet til alternativer, og fandt et sted ca 25 km herfra. Aflagde et besøg, hvor hun kunne se Dannys mangler. Her fik jeg af vide, at han er en glad og fjollet dreng, som jeg bare skulle fortsætte min træning med på denne måde, som jeg var begyndt på. Jeg valgte derfor, at melde mig til et kursus, så jeg kunne se om han ville reagere på samme måde som i PH. Om det var mig, der er helt ved siden af. I dag var vi så til den første time. Hvordan gik det så?? Det gik godt - rigtig godt endda. Vi var fem hunde og fører. Til at starte med, var Danny meget interesseret i de andre hunde, men efter lidt træning med klikker og masser af guffer fik vi en rigtig god kontakt mellem de andre hunde. Han kunne dække og sitte mellem, hvor jeg kunne gå fra ham. Han kunne indkald uden snor, hvor det kun var mig han havde øje for. Han havde dog et par enkelte galpe udfald, men det kom hurtigt under kontrol helt uden straf. I PH skulle han helst havde været oppe og hænge i kinderne, hvilket jeg altid har nægtet at gøre. Vi fik hver nogle rettelser og ord med på vejen - eller de andre gjorde. Den eneste fejl jeg gjorde var, at jeg belønnede han lidt for hurtigt den ene gang han gjorde et galpe udfald. Ellers fik jeg af vide, at vi havde et super samarbejde Danny og jeg. Herligt, herligt! Jeg fik også af vide, at jeg ikke må presse ham, da han stadig er meget umoden, men det har jeg heller ikke gjort på noget tidspunkt.
Det får mig til, at spørge om, hvorfor går det så galt i PH?? Der må jo være nogle he...... dårlige energier omkring Danny, når vi ikke er der alene??

Efter den meget positive træning havde Danny stadig ild i en vis del, derfor tog vi til træning i PH, hvor jeg lagde en lille spor. Det var mest så han kunne få opsøget. Det virkede som om han havde lidt svært ved det i sneen, men sjovt var det. Efter sporet gik jeg tilbage til klubhuset, hvor jeg fik besked på, at jeg var sat af træningsholdet indtil videre, mens jeg valgte den positive form for træning. Desuden blev jeg spurgt om, hvad jeg egentligt ville med Danny. Klaphund eller kåring, hvor til jeg svarede, at han skal have sin kåring med tiden, men han skal ikke presses træningsmæssig før han er moden og klar i sit hoved. Jeg følte nærmest en energi der sagde, at den hund ikke bliver til en skid, hvis jeg ikke snart slipper ham, og fortæller ham hvem der bestemmer. Jeg ved bedre, for han rykker sig fint med min metode, og det er der ingen, der kan få mig fra. Hvorfor skulle han ikke kunne få sin kåring, med positiv træning? For mig handler det om, at han lærer tingene på en positiv måde, så jeg har en hund der arbejder af glæde og ikke af frygt.