Der kom et brev til Rino.

For et stykke tid siden modtog jeg en besked på Facebook, fra en for mig ukendt kvinde. Hun skrev en lang besked om Rino, som hun havde været madmor for i årene inden, dog ikke det sidste halve år før vi fik ham. Hun havde fulgt ham her på bloggen, og da han kollapsede i november og vi ikke vidste, hvilken vej det ville gå med ham, ville hun gerne se ham endnu engang. Det fik hun lov til. Efter et par besøg har hun skrevet det her brev til ham.

Kære Rino,

Jeg har elsket dig, så længe jeg kan mindes…tra la la la la la la la la la…. Det er en gammel sang, men også rigtigt, for jeg tabte mit hjerte i dét sekund, jeg så dig første gang. Det gjorde/gør de fleste nu, så det er ikke en bedrift. Jeg ved i mit hjerte, at du gjorde det samme. Det har jeg fået mange beviser på sidenhen. Faktisk var min kærlighed til dig så stor, at min ekspartner klagede over, at jeg elskede dig – og min næste hund Milla – mere, end jeg elskede ham. Og han havde ret.

Du var ikke min hund fra starten. Da jeg begyndte at komme hos min eks kunne jeg ikke forstå, at du blødte fra tissemanden, indtil det gik op for mig, at du ikke fik det vand, du skulle have. Det skar mig inderligt i hjertet, og fra den dag fik du alt det vand, du kunne drikke – og mere til. Eksen forklarede den sparsomme mængde vand med, at ”så skulle du ikke tisse så meget !” Det kom han til at fortryde, for fra den dag gjorde jeg, hvad jeg syntes var bedst for dig – og senere også for Milla.

Jeg havde det dårligt med, at du stod i hundegården om dagen, men det var trods alt bedre, end at du var en indehund om dagen. Eksen ville kun have, at du kom ind - i bryggerset – om aftenen/natten, (men jeg tog dig naturligvis ind hver gang, jeg kunne slippe afsted med det, uden at det blev opdaget). Senere hen fik jeg heldigvis trumfet igennem at have både dig og Milla indendørs.

Selve hundegården var nu ikke det værste sted.  Det var en pæn gård med halvtag, og du havde også et dejligt hundehus med tæpper at ligge i og så skete der da lidt, når der kom en fugl, kat eller lign. Vi andre var jo på arbejde.

For at du ikke skulle stå alene i gården om dagen, spurgte jeg på mit daværende arbejde – Østre Landsret – om jeg måtte tage dig med engang imellem. Det fik jeg lov til. Den daværende justitssekretær sagde, da han så dig første gang, at nu var du udnævnt til retshund, dog uden at komme på lønningslisten J Du nød det i fulde drag, både at der skete noget i løbet af dagen, men også turene frem og tilbage, hvor du tog både rulletrapper og Metrobanen i stiv pote. Du fik SÅ mange kæl, klap og ros fra folk, der syntes, at du var enormt dejlig – og meget dygtig.

Ikke desto mindre bestemte jeg mig til at ville have en hund til – en tæve – som du kunne hygge dig med. Ka(Milla) var jeg heldig at få i julegave, og vi tog til Lemvig og hentede hende 2. juledag 2005.

Du var naturligvis med. Det var et farligt snevejr, men du har altid elsket at køre bil, så det rørte dig absolut ikke.

Vi lukkede dig ud, da vi var vel fremme, for det var vigtigt at se, om du og Milla kunne sammen. Det gik strålende, lige til du snusede hende bagi, så fik du et fúr. Du hylede og løb om bag din menneskemor (mig), og rørte dig ikke ud af flækken, før hun var vel inde i det ekstrabur, vi havde med i bilen. Faktisk var/er Milla en meget stille og sød hund, men hun kan ikke lide at blive snust bagi.

Vel hjemme var vi efter 2 uger ved at opgive håbet om, at I fandt ud af det – Milla og dig. I lignede begge hængte ”katte”. Og jeg bestemte mig til, at hvis det fortsatte   1 uge til, måtte vi køre tilbage til Lemvig og aflevere Milla. Det smertede mit hjerte, for hun havde stået alene i 14 timer om dagen i lang tid og derudover skiftet hjem 3 gange, da vi hentede hende. Men du var jo mit hjerte nærmest og den, der var kommet først. Heldigvis løste det hele sig i løbet af den næste uge – helt pludseligt af sig selv – og lykkelig var jeg.

Milla var noget mere legesyg end dig. Hun var også 2½ år yngre. Du lod hende allernådigst provokere/invitere dig til leg og dril, indtil du fik nok, så sagde du heldigvis fra, og det respekterede hun…….indtil næste gang.

En meget varm sommerformiddag skulle vi til Ikea, min eks., hans forældre, bror og hans børn. Da vi havde sat os ind i bilerne, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået skiftet vand hos dig og Milla om morgenen. Jeg skyndte mig derfor ud af bilen og løb hen til hundegården. Min eks råbte, at det skulle I nok overleve, men jeg kunne ikke bære tanken om, at I måske ville komme til at tørste, så jeg skyndte mig ind og gav jer friskt vand. Det var godt, for de havde næsten intet tilbage. Min straf var, at jeg ikke fik lov til at komme med til Ikea, men I fik vand.

I skoven, når der blev kastet pind, var du absolut Milla overlegen, og hun fik ikke en pote til jorden. Det resulterede i, at vi måtte lege med jer hver især. Også til hundetræning. Spor var ikke din stærkeste side (måske fordi eksen ikke havde den store tålmodighed med dig). Det var derimod Millas stærke side. Hun er meget fokuseret og elsker det.

Hvis jeg tog på søndagsture, kom i enten med begge to – ellers kørte jeg først en tur med den ene – og så med den anden. Det kunne være til stranden, i skoven, på campingpladser, langstrakte grønne områder etc. Nogle gange skiftede jeg også mellem jer, når jeg havde jer indendørs, for du var så frygtelig jaloux, at du maste dig imellem, hvis jeg bøjede mig ned for at klappe Milla.

Jeg kunne ikke længere holde ud at være sammen med min eks. Da jeg kom tilbage efter 14 dage for at hente mine ting, hoppede du op og lagde poterne op på mine skuldre, lagde dig ned og rullede, krøb og hylede. Det var ganske forfærdeligt. Jeg stortudede, og dem, der hjalp mig med at flytte, måtte bogstaveligt hale mig ud af hundegården. Jeg kunne ikke tage dig med, for du var kun min hund af hjertet.

I tiden forinden – og i tiden efter – skrev min eks adskillige sms’er, at nu fik du/I ikke mad, nu ikke vand, nu kom I/du ikke ud – nu stod i jeres egen afføring etc. Det var frygteligt. Men jeg var tvunget til at holde stand og flyttede ikke tilbage.

Det var et ulideligt halvt år for dig Rino, men set i bakspejlet løste det sig til det bedste. Vi led hver for sig. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv som i det halve år. Jeg tiggede og bad om at måtte få dig med, men min eks. var stenhård. Du blev straffet i stedet for mig, eller rettere vi blev straffet på hver vores måde.

I tiden derefter hørte jeg fra naboerne, at du havde prøvet at grave sig ud af hundegården og derved havde mistet tre tånegle og diverse andre historier der bekræftede, hvad min eks. selv sms’ede til mig. Jeg kunne komme med mange flere eksempler på den behandling, som du blev udsat for. Jeg har også hørt fra andre efter jeg flyttede, hvordan du blev udsat for slag og spark.

Jeg kontaktede både dyrlæge og politi, så de kunne holde øje med dig. Desværre kunne de gøre lige så lidt som jeg.

Jeg havde hele tiden øje med dig, og stor var min glæde, da jeg ca. et halvt år efter blev kontaktet af nogen, der fortalte, at du havde fået et godt hjem hos søde mennesker i Nordsjælland, og at du og Deres anden hund Namba nærmest var ét. At I lå viklet ind hinanden i hundekurven. Fantastisk. Det var herefter nemt at finde ud af, hvor du boede, og jeg fulgte dig tæt på nettet i årene efter og kunne se, at du stortrivedes.

Første gang Rino (tv) og Namba var sammen.

Jeg kontaktede disse herlige mennesker – Katy og Preben Bæk, da der var gået så lang tid (3 år), at jeg var sikker på, at du ikke var eller ville blive knyttet til mig igen. Det var meget vigtigt for mig, at du ikke skulle trækkes igennem endnu en smerte. Og ja du har fået en hel fantastisk hundemor og – far. Jeg er ikke i tvivl om, at du kan kende mig, og jeg har også fået et par slik og blevet fulgt ud til bilen, når jeg har besøgt dig, men der er ingen tvivl om, at dit hjerte nu ligger hos Katy og Preben, og at deres hjerter også ligger hos dig. Jeg nyder dig gerne på afstand vel vidende, at du får det bedste af alt det bedste. Det er den største kærlighed, jeg kan give dig.

Af hjertet tak Katy og Preben !

Kærlig hilsen din tidligere menneskemor.



De var siametiske tvillinger lige til det sidste.

Jeg har før nævnt, at vi først fik Rino i 2008. Da vi fik ham hjem, havde han nogle sære idéer så som, at han ikke kunne  lide berøring og slet ikke kæl. Han ville ikke børstes og virkede i det hele taget meget utryg ved uvante ting. Den dag vi hentede Rino så vi, hvordan X hårdhændet håndterede ham. Rino havde trådt forkert under legen sammen med Namba, og straks blev han kastet om på ryggen af X. Jeg krummede tæer, for ingen hund skal behandles på denne måde. Jeg fik på det tidspunkt mistanke om, at han kunne være mishandlet, samt at han ikke fik mad nok. Efter Rino kom til os har han taget ca 10 kg på, og han er ikke fed. Når folk spurgte om hvor gammel han var, tog de ham kun til at være otte måneder i stedet for otte år. Det skyldtes ene og alene, at han var udsultet og samtidig på dårlig kost. Der er ingen tvivl om, at vores dejlige kærlige og kælende dreng er kommet fra helvedet og i himlen, hvilket han tydeligt viser med sin adfærd. Den dag han skal herfra kommer han til de evige hundemarker.



De delte alt. Namba sidder forest.