Det lykkedes mig ikke, at få fat på min dyrlæge i denne uge, så jeg ringede igen i dag og talte med en af pigerne på klinikken. De fortalte mig, at prøven på anaplasmosen der blev sendt til Tyskland var NEGATIV :)
Danny får det stadige bedre og bedre for hverdag der går, om end det går meget langsom. Jeg tog ham derfor med en tur i skoven, hvor vi gik en 30 minutters runde. Han gik og læste rigtig mange aviser, og vi mødte også en stor hest, som han fuldstændig ignorerede. Et andet sted fik han færd af et eller andet meget spændende, som jeg ikke kunne se. Alligevel kunne jeg kalde ham omkring og belønne ham for kontakten. Så der er der også stor fremgang med knægten.
Selv på den korte tur, der i dag tog en times tid, blev han træt og hang bagefter mig til trods for, at vi tog det meget med ro. Der er lang vej tilbage til træningen endnu.
Selv om han nød turen i skoven, så tvivler jeg på, at vi kommer til at starte den egentlige træning op før vores ferie. Han skal være helt klar, og have bygget noget kondition op først. Desværre er der hunde, der ikke kommer sig helt efter et angreb af hjerteorm. Jeg håber ikke, at knægten er en af dem. Skulle det blive tilfælde, som kommer jeg ikke til, at elske ham mindre af den grund, men så bliver det træning, der er mindre fysisk krævende. Den tid den sorg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Det er så hyggeligt, når du besøger min blog. Læg gerne en lille kommentar, så jeg kan se, at du har været her :-)