Skræk og høj

Det var da en underlig overskrift, men den er god nok. Som man kan se på den lille video fra Rino's svømmetur i onsdags, så viser han i starten af videoen lidt ubalance på bagparten. Det lagde jeg slet ikke mærke til før senere, så vi tog til Sverige om torsdagen. Jeg gik en tur først med Rino og bagefter med Danny. Det gik fint med at tage Rino ud af bilen og gå de første hundrede meter, så begyndte han at slingre på bagparten. Inden vi kom tilbage til vognen havde han svært ved at styre benene. Straks så jeg Namba's sidste dage for mig.

Rino fik smertestillende og vi kontaktede vores dyrlæge hjemme i Danmark, som ordinerede Prednisolon som en lynkur. Men da Prednisolonen ikke må gives sammen med de smertestillende, som jeg havde givet ham, kunne han ikke få Prednisolon før dagen efter. Om aften synes han at have fået det værre, og jeg kontaktede Lone som er ledmanipulatør. Lone har før hjulpet os med gode resultater, derfor skulle Rino have en chance. Vi fik en akut tid allerede dagen efter ved middagstid. Det betød, at vi skulle køre tidligt fra Sverige, da vi skulle ind og have hundemad med hjem til klubben. Lone så på Rino's bevægelser før hun behandlede ham. Hun virkede rimelig optimist, da hun fandt en forskydning i lænden på hele tre centimeter. Så tror pokker at hunden ikke kunne holde balancen. Senere på aftenen havde han fået det bedre, og han kunne igen stå og lette ben. Her til morgen vil jeg sige, at hans forbedring ligger på 70 %, så vi har lov, at håbe på, at vi slap med skrækken denne gang.

I dag fik Rino meget mod sin vilje lov til at blive hjemme, mens Danny og jeg tog til træning. Jeg kunne godt mærke på Danny, at han ikke havde lavet ret meget de sidste to dage og der nu skulle ske noget. Derfor startede jeg dagen på marken, hvor han lige kunne får det værste galde rendt af. Derefter kørte jeg i PH og lagde et pænt langt spor. Sporet var med port, et 45 grader knæk og to bolde. Der var sidevind helt bevist. Sporet lå i tyve minutter. Da jeg tog Danny ud, var han krop umulig, at have med at gøre. Han havde kun et i hovedet, og det var at gå spor. Han søgte sporet op helt tilbage fra bilen, og flere gang var jeg nød til at dække ham af for at få lidt ro på ham. Fremme på marken som er en elendig stubmark for en balancehandicappet som mig gik det galt. Jeg fik Danny dækket af ved porten, da jeg gled i en muddersuppe og fik en halmstub gennem huden på hånden. Smerten gjorde at jeg tabte hunden. Danny gik i gang med at søge sporet op og gik ellers derudaf med linen slæbende efter sig. Tyve meter efter kom Madam Bæk halsende med blodet dryppende fra hånden. Midt i min galskab på hunden så jeg, hvordan han gik et flot spor henover det første knæk og frem til første genstand, hvor han stoppede op og markerede. Jeg kom stadig halsende efter drengen og råbte dæk til ham på afstand. Og minsandten om han ikke lagde sig ned. Jeg fik fat i ham og vi fortsatte det flotteste spor han nogensinde har gået. Jo jeg gik fra vrede til at være temmelig høj på et split sekund.

Desværre var der ikke et kamera i nærheden, for det må have været et syn for guderne, med Madam Bæk muddervåd halsende efter en fantastisk dreng der selv gik spor.