På rondering i skoven og lidt mere

I den sidste dage har vi ikke rigtig lavet noget særlig. Vejret har været kold og væmmelig samtidig med, at jeg igen har haft et anfald i onsdags og dermed en træthed til følge. Det er kun blevet til småture og et par enkelte ture på en times tid i skoven med farmand.

Tirsdag aften havde en en flok tøser, næsten alle hunde folk, på besøg. Da de alle har set Danny i marken, og kender hans dejlige men til tider lidt iltre temperament, blev de meget overrasket over, at de stort set ikke bemærkede ham herhjemme. Han er ikke en der galper fordi der kommer nogen ved hoveddøren, og tit lægger man først mærke til ham, når han puffer til folk med sine våde og kolde snude. 

På et tidspunkt i tirsdag, da jeg havde lukket drengen ud i haven, hørte jeg ham galpe, hvilket jeg ikke vil tolerere. Jeg kunne ikke se ham lige med det samme. Knægten havde fået øje på en kat, der sad oppe på taget. Jeg kaldte på ham, og han kom nogle få meter op til mig, og gik så tilbage til katten. Jeg kaldte igen og han kom styrtende op til mig. Her blev han belønnet i rigelige mængder, og derefter gik vi hen og så på katten. Danny var kun to meter fra den. Tænk han tog for første gang selv kontakt til mig, med en kat så tæt på. YEAH!! Det er så skønt, når en sej kamp endelig giver pote. Egentligt synes jeg, at den form for træning er langt vigtigere, end den træning vi laver i klubberne. For går jagten ind, går forstanden ud, som man siger. Det andet skal vi nok nå :)

Onsdag og torsdag var knægten med far i skoven. Preben der sjælden går med ham udover den sene luftning, var lidt overrasket over hans ivrige færd på vildtet. Det er tilsyneladende stor forskel på, hvem af os der går med ham. Desuden lavede jeg noget aktivering herinde, hvor han skulle bruge sit lille kønne hoved.

Fredag var jeg selv i gang med ham selvom jeg næsten ikke kunne hænge sammen. Han var blandt andet til svømning, som han virkelig elsker. Han hoppede selv op til afskyldning, og han slet ingen tålmodighed, når han først har fået selen på og flydebælte på. Flydebæltet har han kun på fordi han synker lidt for meget ned med bagparten til, at han kan få det optimale ud af svømningen. Jeg lader ham svømme frit, hvilket vil sige, at han har linen på, men den flyder i vandet. Jeg kan vende Danny med kommandoer alene. 

Senere fredag gik vi en lille smule lydighed på stien. Han er blevet rigtig godt til ikke, at kaste sig ud i linen, når der er hunde, som han vil hen til. Knægten har stadig meget svært, ved at beherske sig, når vi passere haven, hvor de hunde der gentagende gange overfaldt ham som lille bor. Tænder han af, går vi bare noget lineføring langs hækken til det ender med succes. De to hunde der overfaldt ham, er helt afsindige med fråde om munden mens de gøende løber langs hækken. Efter ca to omgange er Danny ofte blid som et lam.

Her i formiddags var vi på skov rondering sammen med PH. Danny bliver bedre og bedre, når bare afstanden ikke er for stor. De elendig bundforhold, gør det lidt svært, at komme hurtig frem til knægten der giver hals på figuranten, hvorfor jeg har bedt figuranterne mindske afstanden lidt. Han har nu endelig fået halsgivning på alle de figuranter, som han støder på, men skal ofte bare holdes lidt i gang. Han er også blevet bedre til, at søge væk fra mig. Her mangler han stadig en del, men det tror jeg skyldes, at jeg har trænet så meget kontakt med ham, dengang jeg havde svært ved, at kalde ham til mig. Pest eller kolera. 

Danny er stadig en rigtig dejlig dreng, som mange er vilde med. Således stødte jeg på en genbo der for fire måneder siden fik en skøn lille schæferpige. Hun steg ud af sin bil, idet knægten og jeg gik forbi, hvorfor hun lige skulle hilse på smuksakken. Det var igen ih og åh. Til sidst spurgte hun om Karla, som den lille schæferpige bliver kaldt, måtte hilse på. Inden da snakkede vi lidt om den tåbelige hundelov, og om hvor vidt man overhovedet tør lade sine hunde hilse på hverandre. Da Danny viste en meget positiv adfærd med legebuk, fik de lov til at lege lidt. Hvor var han dog blid og forsigtig ved hende. Hun kastede sig imod ham og han besvarede legen. Det er skønt og se en knap seks måneders hvalp så tillidsfuld over for ham. De hvalpe vi er stødt på i schæferhundeklubben har alle vist utryghed over for ham. Med Karla var det næsten som, at se gamle Rinos beskyttende modtagelse af Danny for snart to år siden. 

Hvis ikke det var for hundeloven, er jeg sikker på, at Danny ville kunne lege med langt de fleste hunde, både unge som gamle, hanner og tæver, men jeg tør ikke. Sæt nu han eller den anden hund skulle sige fra........